Kære alle nye børn og forældre.
Hjertelig velkommen til vores selvejende vuggestue Barnets Hus Amerikavej.
Vi har glædet os til at byde jer velkommen og vi håber, at både jeres barn og I selv bliver glade for stedet.
Alle os, der arbejder i vuggestuen, brænder for at give børnene det bedste med på vej. Børnene er i centrum, og det er børnene, det hele handler om. Både forældre og personale har en vigtig rolle i forhold til børnenes trivsel, selvom vores roller er forskellige. Men én ting er sikker: Vi er alle rollemodeller for børnene og alt hvad vi siger og gør påvirker dem. Derfor er det vigtigt for os at opbygge et tillidsfuldt samarbejde med jer forældre og at bevare et sundt psykisk arbejdsmiljø i vuggestuen.
Vi har stor respekt for, at I overlader det bedste I har, i vores varetægt, så selvom vi er rutinerede, er det aldrig noget vi glemmer. I skal aldrig være bange for at gå til os, hvis I har noget på hjertet. Hver gang I gør det, hjælper I os med at blive bedre til vores arbejde og vi bliver klogere på det, vi er her for. Jeres børn! - Vel vidende, at det er nemmere sagt end gjort.
Vi glæder os til at lære jeres barn og jer at kende, og til at samarbejde med jer om at skabe de bedste muligheder for jeres barns trivsel og udvikling i vuggestuen.
På vegne af hele personalegruppen, mange hilsner fra os i ledelsen
Maybritt Larsson, Institutionsleder
Morten Hvidemose, Souschef